essay om humor opgave

Humour and Jokes: What’s So Funny? Essay

Introduction, functions of joking, comedy as serious, classical theories.

Humour has been defined as a form of assembling behaviour and regularities in a society to make people laugh. Humour has been said to constitute two opposing realities. The social diversity between different people is a key indicator of what to be considered humorous.

There many situations which generate humour to different individuals depending on the cultural background. It has also been said that age and gender plays an increasingly influencing role in identifying the response of people on different jokes (Oropeza-Escobar, M. 2011).

Since humour applies to different cultural and social group, it has been said to have a sole function of enhancing class interactions. Joking creates a relationship whereby two individual or groups of people become free to exchange any form of communication. Humour has a vital function, which it makes sure that potentially disruptive sentiments are contained through a joking way.

In other words, what may appear to be a sensitive issue may be discussed without being serious. It serves like a defence in situations when a person makes a controversial statement than simply asserting it was to be a joke. Secondly, humour is also used as an expression of a common identity whereby a person makes fun of a situation he/she is experiencing.

Humour can also be extended to circumstances whereby a feeling of free interaction is desired. This mostly happens in a working environment when new workers meet. It can also be used when unfamiliar people have met. Jokes are highly effective in making sure that what seemed boring is given a twist, and everyone gets involved in the discussion (Macionis & Gerber, 2011).

It is essential to note that humour has been used, and it is still being used to put people down. These types of humour are extremely common in almost every society and cross cultural societies. Men have used jokes to express hostility towards women. Similar jokes have also been used to make fun of the gay’s sexual orientations.

Ethnic conflicts have been held to be one of the leading forces behind jokes. Jokes are analysed in different forms according to the aim of a certain joke. There are ethnic jokes, which make fun of certain ethnic characters (Oropeza-Escobar, 2011).

There are three categories of jokes which clearly define and classify jokes. First, humour is said to be an expression of supremacy. This means that the function stands for a hostile and cruel classification of others in most unjust and unfair ways in order to assert a supreme status. It sometimes entails making fun of disabled people and the social justice system.

Secondly, jokes can also be used to relieve tension. The relief may also be used to find an appropriate way of dealing with problems by establishing a creative way of solving them. It can also be pegged with the desire to get pleasure. Lastly, incongruity has been said to exist when a person creates a gap between people’s expectations and the present situation (Macionis & Gerber, 2011).

Jokes have been widely used in the pasty to send different messages and to serve different functions. The most influencing factor in whichever type of joke made is the cultural group. It has been established that what may be interpreted as funny by one group may not necessarily be funny to all groups. In the past, there are numerous functions, which have made jokes popular and widely applicable in day to day interactions.

Macionis, J. J., & Gerber, L. M. (2011). Sociology . Toronto: Pearson Canada.

Oropeza-Escobar, M. (2011). Represented discourse, resonance and stance in joking interaction in Mexican Spanish . Amsterdam [u.a.: Benjamins].

• Chicago (A-D)
• Chicago (N-B)

IvyPanda. (2023, October 31). Humour and Jokes: What's So Funny? https://ivypanda.com/essays/humour-essay/

"Humour and Jokes: What's So Funny?" IvyPanda , 31 Oct. 2023, ivypanda.com/essays/humour-essay/.

IvyPanda . (2023) 'Humour and Jokes: What's So Funny'. 31 October.

IvyPanda . 2023. "Humour and Jokes: What's So Funny?" October 31, 2023. https://ivypanda.com/essays/humour-essay/.

1. IvyPanda . "Humour and Jokes: What's So Funny?" October 31, 2023. https://ivypanda.com/essays/humour-essay/.

Bibliography

IvyPanda . "Humour and Jokes: What's So Funny?" October 31, 2023. https://ivypanda.com/essays/humour-essay/.

• Counselling and Psychotherapy: The Role of Humour
• Drew Hayden Taylor's Aboriginal Humor: Just Joking?
• Jewish Holocaust and the Humour During the Dark Times
• Humour in King’s and Alabama Clergymen’s Works
• Dr. Neil deGrasse: Ethos and Pathos
• Impact of Jokes on People and Their Perception
• Correlation Study of the Relationship Between Individual Resilience, Hope, Stress and Humour
• Dark Humor in The Cask of Amontillado Essay
• Comedy's and Power' Philosophy Relationship
• Laughter is the best medicine
• Introducing Improvements to Children Abuse Reporting System
• Community Development and Its Role in the Public and Private Sector
• The Social Perspective of Prejudice
• Organisational Analysis With Reference To Social Work
• ‘The Effect of Enforcement on Merchant Compliance with the Minimum Legal Drinking Age Law’ by Richard Scribner and ‘Button Down Terror-A Metamorphosis of Hate Movement’ by Barbra Perry

DR's hovedindgange

Sektionens indgange.

• Mediebiblioteket
• Om DR Skole
• Søg på Skole

Humor som virkemiddel

Humor kan gøre en historie rigtig sjov at læse. Det kan måske endda få dig til at grine. Det er dog ikke altid det samme i en historie, som får folk til at grine. Humor er meget individuelt. Noget, som nogen synes er sjovt, kan gøre andre helt kede af det. I disse to opgaver skal I snakke mere om det.

Svar på spørgsmålene

Hvad er forskellen på at grine sammen med nogen, og at grine af nogen?

Hvad er forskellen på at fortælle en sjov og måske lidt pinlig historie om sig selv, og at fortælle den om en anden?

Er der en grænse for, hvad man må lave sjov med? Er der tabuer?

Kan man altid se på andre, hvis man har gjort dem vrede eller kede af det? Kan man grine selvom man er vred eller ked af det?

Kan noget være sjovt og trist på samme tid?

Kan man komme til at grine, hvis man bliver forskrækket?

Find i fællesskab 3-5 eksempler på noget, som I alle sammen synes er sjovt.

Er alle disse tegneseriestriber sjove? (hvorfor/hvorfor ikke?)

• Tegnet af Lotte Birch

Lav en tegneseriestribe

Vælg hver især et af jeres fælles eksempler på noget sjovt, og brug det som udgangspunkt for en stribe med 2-6 bokse.

Lav noter til tale- og tænkebobler og skitser til de færdige tegninger.

Lav striben færdig med blyant og tegn til sidst op med en tynd sort tusch.

Udstil jeres striber i klassen, på skolebiblioteket eller et andet godt sted.

Mere fra dr.dk

• Efterskoleliv
• Energibesparelse
• Information til elever
• Sorø Performance
• Ledige stillinger

Populære indlæg

• 1. juni 2020: 14 fantastiske essays – ”A work in progress”
• 11. marts 2024: Vi søger en køkkenleder  
• 9. juni 2023: Pakkeliste til efterskole
• 4. marts 2024: Menuplan for marts 2024
• 9. september 2023: Hvordan ser et efterskole-skema ud?
• 26. juli 2020: Bliv fysisk klar inden start på efterskole
• 17. maj 2023: Skolepakken for årgang 23/24
• 7. februar 2024: Kosten har stor betydning, mens du går på efterskole
• 5. marts 2024: Generalforsamling
• 7. februar 2024: Hvordan får vi efterskoleeleverne tilbage i foreningerne?

14 fantastiske essays – ”A work in progress”

Udgivet 1. juni 2020

”A work in progress”

Vi har i år på mit danskhold haft et såkaldt ”Work in progress” (undskyld det ikke-danske udtryk, men det dækker bare bedst ) i forbindelse med skrivning af essays.

Jeg har haft den fornøjelse at få tilsendt rigtig gode tekster, som jeg så har returneret med forslag til forbedringer, færre gentagelser og ”killing of darlings”, opstramninger af struktur og andet; i det hele taget har jeg forsøgt at få eleverne til at styrke de forskellige udtryk, så de oprindelige ideer voksede, blev klarere, sprang ud som små sole eller forårsbuketter. Nogle af mine ideer blev accepteret, andre blev – som det sig hør og bør – forkastet af forfatterne, der holdt fast ved egne ideer. Ved ikke helt, om jeg har del i, at det lykkedes, men jeg ved, at disse 14 tekster er store, solide, gedigne dansktekster, som kan måle sig med de flestes skriverier.

Fra Andreas fabuleren over konkret og ikke-konkret “Bagage” til Carolines tanker om “Det ’perfekte’ menneske” – findes det? Ellas overvejelser i forbindelse med “Forpligtelse” , et begreb som måske er med til at gøre vore liv mere interessante, Knarbergs “Tidsoplevelsens Ubeskrivelighed” om fortid, fremtid og nutid, om at tiden æder os, med associationer til Milan Kundera. Bylovs “Usikkerheden tager over” om besværligheder og forhindringer ved at gøre, hvad man selv vil. Klagenbergs smukke ord om, hvad musik kan gøre ved og for vore minder “At lade sig svæve med” . Peters essay “Tillid” og manglen på samme med en tone af tro på fremtiden, Almas fantastiske essay kaldet “Hjemfølelse” , hvilket herligt gammelt dansk ord, der leger med hjemve og at være hjemme i sig selv. Klarskovs fine skrift om at være spejder og frustrationerne over, hvordan folk uden kendskab til det dømmer alligevel; men også om glæderne og fællesskabet i spejderbevægelsen “Spejder” .

Slayers (Slæger) legen med sproget i sætningen “Ansigtet er et vindue til sjælen” , det er måske noget helt andet? Sofie Frederikkes dybe tanker om stjerner, både dem tæt på, dem lidt længere væk og dem mange lysår herfra – og også om dem, som bliver glemt og gemt væk i vores samfund “Stars can’t shine without darkness” . Simones “Livets værdier” , både de danske og de lidt større, med en sætning som ”Jeg tænker tit tanker itu” (Juhuu, hvor er det godt). Og Zoes essay ” “Hvem er den uheldige nummer 3?” , der behandler tanker om kræft, som altså rammer en ud af tre i Danmark. Ida filurs underspillede humor i ”Røvirriterende” fik mig til at grine hjerteligt mange gange, hun forstår virkelig at sætte tingene på spidsen – og vende hele bøtten til sidst.

Alt sammen store, store tanker fra 17-årige på deres vej frem gennem livet, lige på overgangen mellem ung og voksen, unge som gør mig så glad og fortrøstningsfuld over for fremtiden.

Tak fordi I var villige til at lade mig offentliggøre jeres tanker. I har hver for sig sat jer selv på spil i denne proces, og I har på alle måder været med til at gøre dette skoleår til et af de bedste i min karriere som efterskolelærer.

Og til alle jer, der måske ser dette, giv jer selv den glæde at læse disse ord fra ”disse smukke unge mennesker” , det er tanker, som vi alle kan forholde os til. Kærlighed Søren

Læs et af de dejlige essays ved at trykke på nedenstående tekst:

Hjemfølelse, hvem er den uheldige nummer 3, livets værdier, stars can’t shine without darkness, ansigtet er et vindue til sjælen, at lade sig svæve med, usikkerheden tager over, tidsoplevelsens ubeskrivelighed, forpligtelse, det ’perfekte’ menneske, røvirriterende.

Jeg trækker gardinet halvt for, tænder min lyskæde, sætter radiatoren på 3,2 og lukker døren. Derefter sætter jeg mig i min hvidmalede seng med to puder i ryggen, dynen trukket godt op omkring mig og en god bog. Jeg føler mig vældig godt tilpas, og en dejlig form for indvendig ro, der gør mig helt afslappet. Jeg føler mig hjemme. Men hvad skal der egentlig til for at føle sig hjemme?

Nogle vil nok mene, at det er følelsen af at have sit eget private sted, mens andre måske vil mene, at det er at møde det samme velkendte igen og igen. Jeg ved for eksempel præcis, hvor gulvet knirker, og selv i mørke finder jeg altid håndtaget på min dør uden besvær.

Da vi lige var flyttet ind i den lille lejlighed, følte jeg mig slet ikke godt tilpas. Dette er ikke mit hjem. Dette er ikke mit værelse. Der var nye dufte og mærkelige lyde overalt. Dengang irriterede det mig ofte, at naboen skulle tale så højt i telefon. Hun taler altid med en britisk posh accent, og en gang imellem bryder hun ud i en meget overfladisk latter. Det var endnu værre om natten. Hvis jeg vågnede, var det næsten umuligt at sove, for hun snorkede så højt, at væggene næsten rystede. Sådan føltes det i hvert fald. Men nu tænker jeg stort set ikke over det, og overraskende nok irriterer det mig heller ikke mere. Tværtimod gør det mig tryg, at jeg kan høre, at jeg er hjemme. Betyder det, at man bare skal være det samme sted længe nok for at føle sig hjemme?

Når venner og familie inviterer en ind i deres hjem, siger de ofte: „Lad som om du er hjemme“ eller „Føl dig endelig hjemme“ . Men hvordan føler man sig hjemme i noget, der ikke er ens eget hjem? På den ene side er det næsten umuligt at føle sig hjemme, før man har lært det nye sted at kende. Nye rutiner, andre regler og gøremåder.

På den anden side kan det også være, at det ikke skal tages så bogstaveligt. Måske er det bare en måde at få folk til at føle sig velkomne. Man kan næsten med sikkerhed sige, at nye steder ikke giver én den samme stærke hjemfølelse, som er tilknyttet ens eget hjem. Nok fordi man ikke har tilbragt ligeså meget tid i det hjem, man besøger, som i ens eget. Måske findes hjemfølelse i forskellige grader. Nogle steder føler man sig mere hjemme end andre, hvilket vil sige, at man godt kan have flere hjem på samme tid.

Mens jeg skriver alt dette, kommer jeg til at tænke på, at jeg har skrevet meget om hjemfølelsen som tilknyttet et hus. Men kan man ikke også føle sig hjemme andre steder? Jeg har for eksempel hørt om mennesker, der ikke har det særlig godt i deres eget hjem. Det kan være, at de føler sig begrænset, fordi de ikke må larme om natten, ryge indenfor eller have husdyr. Det kan også være, at de føler sig ensomme eller forladt. Nogle vil derfor mene, at de føler sig meget mere hjemme, når de går en tur i skoven eller sidder og nyder en kop kaffe på en hyggelig café i København.

Her skriver jeg igen om steder, man kan være, men man kan vel også føle sig hjemme i personer? Måske hvis man er dybt forelsket i en person, betyder stedet ikke så meget. Her er det personens tilstedeværelse, der gør, at man føler sig hjemme. Det er derfor lige meget, hvor i verden, man befinder sig, hvis bare man er sammen.

Da jeg var mindre, fik jeg ofte hjemve, hvis jeg var væk hjemmefra uden min mor. Men ligeså snart jeg var sammen med min mor, om vi så var 1000 km væk hjemmefra, fik jeg aldrig hjemve. Min mors tilstedeværelse får mig altid til at føle mig mere hjemme. Derfor tænker jeg, at man også godt kan føle sig hjemme i personer.

Hjemfølelse fylder altså en stor del af livet. Den er tilknyttet steder, ting og personer, og findes i forskellige grader. Det gør ondt at miste den, og når den er tilstede, giver den os tryghed og glæde. Er hjemfølelsen tilknyttende kærlighed?

1 ud af tre får kræft. Risikoen for at blive ramt ligger på 33 %. Det er et faktum. En sandhed. En virkelighed.

Hvordan bliver det bestemt hvem, der skal blive syg? Og hvem bestemmer det? Går kræft bare rundt ude i verden og tæller til 3, og den der bliver nummer 3 er bare uheldig eller hvordan? Har dem, der får kræft nogensinde gjort noget, som gør, at de fortjener at få den her forfærdelige sygdom? For det er da lige præcis, hvad det er. En forfærdelig sygdom, der statistisk set rammer hver tredje person. En helt tilfældig person, der nu skal igennem et langt helbredningsforløb med medicin, kemobehandlinger og kun Gud ved, hvad de ellers skal igennem. For hvis nu du er den uheldige nummer tre, er der faktisk en risiko for at dø. En chance. En virkelighed.

Jeg ved, at de fleste kræftpatienter kæmper helt indtil deres sidste åndedrag. De lever med en sygdom, som jeg er ret sikker på, ingen af os raske nogensinde vil forstå. Nej, heller ikke mig selv. Jeg har set kræftpatienter, og jeg kender endda et par stykker selv. Jeg kan gætte fra nu af og til juleaften, men jeg tror aldrig, at jeg vil kunne forstå, hvordan deres liv er, for jeg har aldrig været den uheldige nummer 3. Ikke endnu i hvert fald.

Hvem bestemmer, hvem der skal overleve? Fordi selvom kræft er en forfærdelig sygdom, så findes der jo faktisk solstrålehistorier. Jeg havde engang en veninde, hvis mor var nummer 3. Jeg kan tydeligt huske, hvordan alle var så bekymrede for hende, og det var jeg da også selv. Hun er her stadig. Hun døde ikke, og hun er rask nu. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun stadig er her i dag, det er slet ikke det, men hvem bestemte, at lige hun skulle overleve? Hun, en helt tilfældig kræftpatient, har det godt i dag, men det er der andre, som ikke har. Nogle er her ikke engang mere, nogle kæmper en umulig kamp, som alle ved de vil tabe, men man siger ikke noget. Man smiler. Nikker forstående. Griner i anstrengte situationer. Gør den sidste tid til noget særligt. Min venindes far kæmper den umulige kamp. Hun ved det, hendes mor ved det, hendes bror ved det, jeg ved det, men det gør han ikke. De ved, at døden kan banke på døren når som helst og tage deres højt elskede far og ægtemand med sig. Jeg kan se på min veninde, at hun er bange. Jeg tror ikke, han er bange. Jeg tror ikke engang, at han ved, hvad der foregår. Kræften æder hans hjerne stille op, så ikke engang han ved, hvem han er.

Jeg husker en eftermiddag, hvor min mor og jeg var hjemme hos min veninde. Det var en varm forårsdag og min mor, min veninde, hendes mor og jeg sad på terrassen og drak kaffe. Jeg kan ikke lide kaffe og har heller aldrig kunnet. Det smager alt for stærkt, og er bare ikke lige mig, så jeg sad bare og rørte i kruset med skeen. Kaffen fulgte skeens bevægelser, som var den tiltrukket af den flotte sølvskinnende farve ligesom en fisk efter et blink. Normalt ville jeg nok bede om en kop te i stedet, men stemningen i huset var ikke som den plejede, og jeg ville ikke være på tværs. Min venindes far havde siddet inde i stuen for sig selv og havde stirret på fjernsynet, selvom det ikke var tændt. Jeg ved ikke, om han havde regnet med, at noget magisk ville ske, og det ville tænde af sig selv, for han så håbefuld ud. ”Kræften i hjernen har taget hårdt på ham. Han er ikke helt normal længere,” havde min venindes mor sagt. Hun så ikke på os, da hun sagde det. Farens ansigtsudtryk var tomt som et stykke blankt papir, og han fatter ikke en brik mere.

”Han dør af det her, og der er kun tale om et par måneder,” havde min mor sagt, da vi kom hjem. Det slog mig hårdt. Som en stor næve lige i maven. Hvem skal nu følge min veninde op ad kirkegulvet når den dag kommer? Det er hårdt og uretfærdigt.

Tænk engang, jeg synes ikke, det med at ca. 260.000 mennesker lever med kræft i Danmark i dag eller det faktum, at så mange mennesker dør af kræft, eller hvor mange efterladte der er i verden, er det mest uhyggelige ved kræft. Det mest uhyggelige er, at kræften stadig ikke er færdig med at tælle endnu. Den vil spankulere rundt og tælle til tre, indtil et vidunder vil udrydde den. Tro mig, jeg glæder mig til at se, hvem det bliver! Personen bliver sikkert stinkende rig og vinder Nobels fredspris, og det vil være fortjent.

Man ved ikke, hvor lang tid det vil tage, før kuren bliver fundet, og tanken om, at jeg måske ikke vil være her mere, når vi finder ud af, hvem denne fantastiske person vil blive, skræmmer mig lidt. Hvor lang tid skal vi gå og frygte, at vi bliver hr. eller fru uheldige nummer 3? Det spørgsmål kan ikke besvares. Desværre.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har skrevet ordet kræft i det her essay, men selvom jeg har skrevet ordet rigtig mange gange, så er det først nu jeg tænker over det. Det er faktisk ret ironisk, at man har valgt at kalde en dødbringende sygdom kræft. Hvis man læser ordet, er man ikke et sekund i tvivl om, hvad det betyder, men prøv at udtale det. Lad ordet glide ud gennem læberne. Så bliver det straks en helt anden sag, ja faktisk et helt andet ord. Det udtales kraft. At have kraft med a er bestemt ikke det samme som at have kræft med æ. Gad vide hvorfor man har valgt at kalde det sådan? For sådan fungerer det ikke på andre sprog. På engelsk hedder det cancer, og cancer betyder kræft. Det har på ingen måde noget at gøre med kraft. Måske har man valgt at gøre det sådan for at give folk håb, når de allermest behøver det. At sige: ”jeg har kræft.” lyder stærkt og kraftfuldt, for vi ved alle sammen hvor alvorlig sygdommen er, og det lyder fuldstændig som at sige: ”Jeg har kræft.”

En dag håber jeg, at kræften vil stoppe med at gå og tælle. Måske finder den på noget andet at lave. Noget der ikke skader andre, slår andre ihjel eller sårer folk. Og hvis ikke, hvad skal der så ske? Jo hvis ikke, så håber jeg kræften selv får kraft og dør.

Hvad er værdier? Et simpelt spørgsmål med flere hundrede forskellige svar. De står ikke nedskrevet, da de er individuelle for os alle. Værdier er bundforskellige for mig, dig, for os, samfundet, forskellige religioner og verden. En ting er sikkert, vi skal kunne fungere som mennesker med eller imod hinanden, selvom vi har vidt forskellige tilgangsvinkler. Det, der påvirker vores personlige værdier, skiller os samtidig ad og gør os forskellige, det er alle de aspekter imellem milepælene i livet. De får måske os til at ændre værdigrundlag, får os til fungere og opføre os som enkeltindivider med adskillige værdier og holdninger

Den dag, vi første gang trækker luft ned til lungerne, er vores livstimeglas allerede begyndt at rende ud. Det er ens egen opgave at fylde livet med lige det, man vil. Tage uendelige af dumme og u- og betydningsfulde beslutninger. Valg som måske påvirker dig i høj grad eller ikke. Give dit liv indhold og mening.

”Kys det nu, det satans liv. Grib det, fang det, før det er forbi.” Dette synger Steffen Brandt om livet i al dets almindelighed.

Det er så vigtigt, at vi sætter pris på hverdagens små ting. Jeg tror på, at det største, det ser man kun i det små. Tv2 får tit mine tanker henledt på denne tekst, når livets dagligdag gør ondt. Når den viser sig fra sin dårlige side med modgang og trængsler. Når den vil overbevise mig om, at alt er umuligt. Vi bliver nødt til at fokusere og tvinge os selv til at koncentrere os om vores fundamentale værdier, især når livet gør ondt, derved kan vi komme op af det hul, som vi måske selv har gravet.

Religion er ikke det vigtigste i livet. Sagde jeg virkelig det? ”Religion er roden til alt ondt,” hører jeg ofte. Nogle deler måske samme holdning, andre mener det modsatte. Nogle ville dø for deres religion, andre så hellere, at den ikke eksisterede. Jeg er dog glad for, at vi som mennesker tror på noget. Jeg tror på, at den kan redde mennesker op fra bunden, at man kan blive trukket op igennem sin tro. Den giver os en sikkerhed som mennesker, noget at tro på. Tanken om, at der er mere mellem himmel og jord, at nogen våger over os, holder øje med os og beskytter os. Denne opfattelse og tanke af verden, giver mig en helt speciel betryggende og rolig følelse. Der er så mange ting i verden, der er urimelige. For eksempel, hvorfor er der så mange uskyldige mennesker, som mister livet, ofte til ting som vi ikke kan kontrollere, men gerne vil? Livet er uretfærdigt, men værdifuldt.

Jeg smiler tit og ofte, både til folk som jeg kender, som jeg måske kommer til at kende, og til folk som måske bare krydser min vej i livet i de få sekunder, hvor vi passerer hinanden. Det er en grundlæggende værdi for mig. Det redder ikke verden, men måske ændrer det en andens dag fra dårlig til god. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi tager hånd om hinanden. Kærlighed er altoverskyggende i denne verden af vores. Vi bliver nødt til at bidrage, hjælpe og støtte hinanden. Mennesker har som sagt brug for mennesker.

Livet er et væld af værdier. I Danmark diskuterer, debatterer og skændes vi lige nu om, hvad danskhed er. Hvornår føler vi os danske? Hvordan bliver vi danske? Hvornår er vi danske? Nye indtryk, religioner, normer og traditioner skræmmer os. Udtalelsen fra Venstre i februar antyder og har en hvis ordklang, der kunne tyde på, at vi er bange.

Udtalelsen og forslaget lyder på: ”Det er folketingets opfattelse, at danskere ikke skal bo i mindretal i boligområder i Danmark” .

Hvem er disse såkaldte danskere, vi bor vel alle i Danmark? Vi hungrer efter noget at holde fast i, noget som beskriver os, og som ikke kan tages fra os. Vi føler måske, det er en nødvendighed, noget som vi har brug for i denne tid med integration og nye ”naboer”. Det er nyt, skræmmende og frygtindgydende. Hvad nu hvis, disse mennesker ikke tager de danske normer og værdier til sig? Hvor meget betyder det egentlig for os, eller er det mere tanken om at have fælles samhørighed imod nye tanker, aspekter og værdier ude fra?

Jeg tænker tit tanker itu. Jeg har så meget, som jeg skal opnå og indhente. Det er sådan, normen er lige nu. Mere succes, mere medgang, mere selviscenesættelse, flere forskellige kandidatgrader, flere timer i fitness og jo dyrere ejendele des bedre. Mere vil have mere. Vi skal nå det hele i en fart, tit hurtigere end Usain Bolt kan spurte en hundrede meter. Vi bliver nødt til at stoppe op, tænke lidt dybere over vores ellers så forbistrede og stressede hverdag, være taknemmelige over, at vi trækker vejret og ikke har tørstet i dagevis. Mest af alt, at vi ikke glemmer det allervigtigste i vores liv, nemlig at vi er i live. Vi skal som samfund og enkeltindivider stoppe op, puste ud og tænke over hvilke fundamentale værdier, vi har lyst til at have i verden, i vores land og hverdag.

Igennem livet udvikler, afvikler, tillægger og vedligeholder vi vores egne og fælles værdier. Vi møder nye mennesker, som gør større eller mindre indtryk på os, og vores verden bliver til og med mere globaliseret. Hvert menneske har deres eget værdisæt. Dette ændrer sig måske igennem livet hos nogle, og for andre ender de måske med en dag at have et fuldendt sæt. Værdier er vigtige, det giver livskvalitet og det fylder livet med indhold. Værdier skændes, diskuterer og bliver vi enige om. Vi græder, smiler og griner over, hvor forskellige og ens vi alle er. Der er intet facit eller et endeligt svar på, hvilke værdier der er bedst eller vigtigst i denne verden for dig, mig eller os. Det eneste vi kan blive enige om er, at livet er et væld af værdier.

Et citat jeg stødte på for noget tid siden. Det handler om stjerner, ikke om dybe citater. Selvom jeg godt kan lide dybe citater. Citater der sætter tanker i gang. Men nej, stjerner: Stjerner er mange ting. Det er et ord med mange betydninger.

”Stjerner er enorme kugler af gas, og i deres glohede indre foregår kernereaktioner, hvor atomkerner smelter sammen og frigiver energi. Det er den energi, som er kilde til stjernernes lys og varme gennem milliarder af år “ – www.r ummet.dk

Det er de astronomiske stjerner vi snakker om. De bor derude, hvor tyngdekraften ikke eksisterer. Jeg kan se dem så tydeligt. De blænder mit syn. Som blitzen på et kamera, bare stærkere. Lyset er kraftigt, som den største stjerne. Jeg kan se dem, lige foran næsen på mig. Det er sådan, det er med stjerner. De er så tæt på, men alligevel så langt væk.

Så er der de stjerner, man ser i tv. Dem man undrer sig over.

Om det er skuespillere, sangere, sangerinder eller de andre, som egentlig ikke har et talent, er ligegyldigt. ”Plastikstjernerne” skulle man måske kalde dem. Det er dem, der styrer denne generation. Så derfor er de vigtige for historien. Måske de bare er “Født under en heldig stjerne,” som man siger. De er forbillederne, selvom det er ubehageligt at tænke på. Det er med dem som forbilleder, at min generation vokser op og får ansvaret for verden.

For mig er stjerner noget andet. Jeg ser stjerner som inspirerende mennesker. Mandela og Obama for eksempel, de er stjerner for alle de mennesker, der gør dem til det. Man diskuterer, om stjerner fødes, når mennesker dør. “Endnu en stjerne skinner ned på os.” Som man læser på Facebook, når nogen har mistet en, de har kær.

Men måske er det omvendt, som at en stjerne fødes, når et menneske fødes. At en stjerne følger dig igennem hele livet. Som din livskraft.

Men om stjerner overhovedet har noget med mennesker at gøre, ved jeg ikke. Det har de sikkert ikke. Men jeg kan stadig godt lide at tænke, at det har. Det giver mig en tryghed. Min farfar var, er og vil altid være en stjerne. Jeg ser ham, når jeg kigger op. Han ligger der. Lige ved siden af min farmor. Han var en stjerne, det ved jeg, selvom jeg aldrig har mødt ham. Min fars øjne lyser op som stjerner, når han taler om ham. Mine forældre er stjerner. Det er dem, der er stjerner for mig. For min familie. De mennesker, der inspirerer mig hver dag, er mine stjerner.

Manden, der hjalp mig finde min mor, da jeg var faret vild i Lyngby Storcenter, da jeg var 7 år. Han var en stjerne. Selvom det måske var noget alle i hans situation ville have gjort, tænker jeg stadig på ham som en helt.

Stjerner har brug for mørke for at skinne. Det er fakta. Det er mørket omkring dem, der gør dem særlige.  Der er så mange symboler i det. Om de to sider – lyset og mørket, afhængige af hinanden for at overleve. Som vi mennesker er afhængige af hinanden.

Der er altid de to sider af alting. Livet og døden. Sorgen og glæden. Varmen og kulden.

Stjernerne i rummet er noget andet. Der er uendeligt mange af dem. Og selvom at jeg godt ved, at det ikke har meget med døden og himlen at gøre, kan jeg stadig godt lide at tænke, at det har. Jeg bliver angst for det uvisse. Der er ingen, der ved, hvad der sker, når man dør.  Man siger, der er smukt på den anden side. Det håber jeg. Jeg er alene i mit hoved med mine tanker. Tanker der kan få mig til at smile, men samtidig græde.

Jeg håber at min farfar, lige nu, står i et stort køkken og laver lækker mad. Imens min farmor sidder og strikker i lænestolen. De griner og hygger sig. Gør det de bedst kan lide.  Min faster er der også, hun har det skønt, der hvor hun er.

Jeg håber at hun ved, at H.P og hundene har det godt. Hun vidste, at det ville ske. Det gjorde vi alle. Det var det bedste, der kunne ske, selvom det er hårdt at indrømme. Tiden læger alle sår, siger man. Men at skrive det er som at rive plasteret langsomt og smertefuldt af. Som om tiden går baglæns, og man oplever det hele igen. AV

Jeg sidder på mit værelse derhjemme. Lytter til de gamle plader, min far har taget ned fra loftet. ”INNUENDO” strejfer mit øje. Alle farverne er i spil, tydeligt, selv igennem støvet. Det sidste album af Queen. ”The show must go on” indspillet, imens Mercury var dødeligt syg af aids. Den fylder mit hoved med tanker. Han vidste, at han skulle dø. Albummet kører i baggrunden. Bærer et tydeligt præg af, at de vidste, det var ved enden. En hentydning til noget ubehageligt, som ”innuendo” betyder. “These are the days of our lives”, “All God’s people” . Han dør og bliver endnu en stjerne på himlen. Ligger deroppe sammen med Elvis Presley, Jimi Hendrix og alle de andre.

De tre stjerner vil jeg putte i kategorien: Både levende og døde stjerner. Deres musik lever videre. Så det er lidt, som om de stadig er her. Dem ser jeg som inspirerende mennesker.  Selvom det er længe siden, at Mercury døde. Før jeg blev født endda. Så kom det tæt på mig. Jeg følte, at jeg kendte ham. Som med stjernerne i rummet. De er tæt på, selvom de er meget langt væk.

Så er der de sidste stjerner. Måske de vigtigste af dem alle. Dem, der bliver glemt og gemt væk. De lavest stillede i samfundet. Den enlige mor, kassedamen, der knokler røven ud af bukserne for at forsørge sine børn, og parkeringsvagten, der egentlig bare prøver at gøre sit arbejde. De fortjener at blive nævnt, og set som de stjerner, de i virkeligheden er. Der er så meget mørke omkring dem. Men alligevel kæmper de videre.

Det er mennesker, der gør mennesker til stjerner, til noget særligt. Ligesom mørket omkring stjernerne gør dem særlige. Livet kan ikke leves uden modgang. Stars can’t shine without darkness.

”Ansigtet er et vindue til sjælen” . Sådan har jeg ofte beskrevet mennesker omkring mig. Måske uden at kende dem, men også tætte venner. Nogle ville nok nærmere sige, at øjet er et vindue til sjælen. Man kan altså se igennem folk, kigge ind af vinduet og lære dem bedre at kende.

Men hvorfor tror vi, at det er sådan, man har jo tit hørt vendingen, ”jeg kan se det i hendes øjne” . Man ved, at hun ikke lyver, og så gør hun det måske alligevel. Hun har altså sat en facade op, spillet en anden, ændret på den scene, der udspiller sig bag vinduet. Måske har hun dækket sig til i form af makeup eller botox, eller også er hun en af dem, der kan ændre sig selv og spille skuespil.

Skuespillere. Mange mener at kende deres største idoler eller hende på scenen. ”Jeg ved, at hun er nervøs og bange for mange mennesker” . De har spillet en rolle, på en scene eller bag kameraet, bag vinduet. Det er en anden verden, vi kigger ind i. Vi ser dem måske, som de ville ønske, de var, eller også har det intet med virkeligheden at gøre. Det kan vi ikke vide, for vi snakker ikke med dem. Bare ved at se på deres ansigter kan vi kun gætte. Og ansigtet er jo fordrejet til at ligne en anden person. Altså en slags facade.

Kender vi i virkeligheden folk, som de er? Kan jeg egentlig tillade mig at udtale mig om mennesker, jeg ikke kender? Det mener jeg ikke. Mange mener, at den person man kender bedst er sig selv, og at ingen vil kende nogen bedre, end de kender sig selv. Når vi er sammen med os selv, vores jeg, med vores fælles tanker, er der ingen laden som om, facader eller makeup til at dække sandheden. Vi lyver ikke i dette rum, og derfor er vi tættest med os selv. Vi har nemlig alle en facade, vi kan benytte os af i usikre situationer udenfor vores jeg, når svigermor besøger os, til eksamen, når vi møder nye mennesker, generelt er det noget, vi bruger, hvis vi ikke føler, at situationen er tryg nok uden.

Facaden kan enten være noget, man gemmer sig bagved, men det kan også være et statement. Mange unge pynter sig selv med piercinger i ansigtet. Det kan være rigtig flot, men mange mener også, at det sender et signal, om at man ikke har helt rent mel i posen. Piercinger burde ikke være en dårlig ting, det burde blive set som en udsmykning, præcis ligesom sminke. Tatoveringer sender af en eller grund også et signal om en dårlig personlighed med en dårlig indflydelse på andre mennesker, men hvorfor skal tatoveringer i ansigtet være forbudt? Det ændrer ens udseende og sætter en facade op, præcis ligesom makeup, piercinger og skuespil gør.

Så er ansigtet i virkeligheden et vindue til sjælen? Måske ikke. Jeg kan ikke vide, hvem folk er ud fra deres udseende, facader og opførsel. Jeg kan i virkeligheden ikke vide præcis, hvem de er uden at snakke med dem først. Jeg kan kun gætte og have en masse fordomme. Måske burde vi ikke dømme hinanden ud fra udseende og spille så kloge på hinanden. Vi burde nok nærmere tage os tiden til at lære hinanden at kende.

Ansigtet er nok ikke et vindue til sjælen, men nærmere en spejling af facaden.

Hvad er spejder egentlig, og hvad vil det sige at være spejder? Mange, der ikke har gået til spejder eller har oplevet det, har svært ved at tro, at det kan være sjovt at gå til: ”I laver jo ikke andet end at lave bål og binde knob” , siger de, og hver gang skal jeg forklare dem, hvad spejder egentlig går ud på, og hvad vi laver. For spejder er så meget mere end, hvad man lige går og tror.

Der er mange meninger om, hvad spejder egentlig er, men for mig handler det om fællesskab, samarbejde og sammenhold. Der er også en del adventure ved at være spejder. Lord Robert Baden-Powell, også kendt som B-P eller, som min gruppe kalder ham: Hyttefar, var den mand, der startede hele spejderbevægelsen.

B-P skabte spejderbevægelsen, da han imponeret så, hvilket arbejde alle de unge børn udførte i hæren. De blev nemlig brugt på udkigsposter, som hospitalshjælpere og andre ting. Han mente, at så unge drenge burde have andre og sundere interesser end at være i militæret. Han begyndte derfor at omskrive sit lærestof, ”Aids for Scouting”, der oprindeligt var beregnet på militære spejdere, altså rekognoscering. Resultatet var en række hæfter,  ”Scouting for Boys” , der blev revet væk hos bladhandlerne.

B-P fik lov af en ven til at afholde en lejr med nogle udvalgte drenge i Island, for at ideen om en større bevægelse kunne afprøves. Det har ført til, at der bliver afholdt store lejre hvert fjerde år, og det er lige så stort hvis ikke næsten større end landsstævnet eller måske en fodboldkamp. Der er rigtig mange spejdere i Danmark, flere end man lige går og tror, og på disse lejre kommer der også nogle fra udlandet.

Her til sommer er der en stor lejr igen. Lejren bliver Danmarks største spejderlejr, hvor 40.000 danske og internationale spejdere mødes i naturskønne omgivelser i Sønderborg fra den 22. til den 30. juli 2017, og den skal jeg selvfølgelig også med til. Når der kommer så mange mennesker, bor vi alle på en kæmpe mark (i 2012 var området på størrelse med 335 fodboldbaner til 37.334 spejdere) og laver ligesom vores egen lille by, som vi bor i den uge, vi er der.

Nu hvor Danmarks største spejderlejr er på vej, vil man gerne fortælle lidt om det, og hvad man har oplevet på andre store lejre. Problemet er bare, at man på en måde bliver stoppet, fordi man ved, at andre ikke vil høre rigtigt efter med lyttende ører, fordi de ikke har lyst til at høre om ens spejderoplevelser, men måske hellere vil snakke om håndbold, fodbold eller lignende. Vi kan mere, når vi løfter i flok, og endelig skal vi på Spejdernes Lejr hver for sig og sammen tage ansvar for den verden, vi er en del af. Det er præcis, hvad Danmarks stærkeste fællesskab handler om. Ikke bare når vi mødes i Sønderborg til sommer, men også før og efter lejren.

Spejderlejren i år har et motto: ”På Spejdernes Lejr 2017 skal vi sætte spor i os selv, hinanden og omverdenen.”

Som spejder er éns vigtigste påklædning tørklædet, for det fortæller, hvor man kommer fra. Man skal også helst have sin uniform på, men hvis det er varmt, må man gerne tage den af, men skal beholde tørklædet på. Nogle spejdere har en stram regel med, at tørklædet er det første, man tager på om morgenen, og det sidste, man tager af om aftenen.

Det med, at spejderne senere blev uniformeret, har ikke noget med militærets tankegang at gøre. Formålet var en synliggørelse af bevægelsen, en praktisk påklædning, og ikke mindst at der så ikke synligt var forskel på de rige drenge og de fattigere. Spejdere har alle noget tilfælles. Det kan godt være, at vi alle har forskellige tørklæder, kommer forskellige steder fra og ikke er så mange i vores egen lille spejdergruppe, men vi er en større gruppe, når vi bliver set som et korps. Så har det ikke mere noget med tørklædet eller hvor man kommer fra at gøre, men hvilken form for spejder man er, om man er medlem af ”Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps, De gule spejdere eller Dansk Spejderkorps Sydslesvig.” Når vi så alle bliver set sammen, bliver vi samlet til en stor gruppe, og det er spejdere. Så kan man virkelig mærke, at man har noget til fælles med mange andre, som man ikke engang kender.

Det at vide, at man er én af mange, bliver man glad af inden i, og man ved, at man ikke er alene om følelsen.

På natløb lever man sig lidt ind i en fantasirolle, fordi der tit bliver opdigtet en handling med noget eller nogen, man skal redde. På den måde lever man sig ind i en fantasiverden, også selvom der er nogle virkelige ting med i handlingen som fx førstehjælp.

Når vi på fx et natløb skal lave førstehjælp, binde knob, lave bål eller måske løse en forhindring, er det primært, fordi vi skal bruge vores færdigheder og se, om vi kan finde ud af det, vi har lært. Angående førstehjælp så ved man ikke, hvordan man vil reagere, når man står i den virkelige situation. Derfor er det også meget rart at prøve, så man nogenlunde ved, hvordan det foregår, og hvordan man skal håndtere det. Når man er på natløb, lever man sig mere ind i rollen, fordi der er opbygget handling, og så ser man førstehjælp på en lidt anden måde, end hvis man havde stået og øvet sig, også selvom man ved, det ikke er rigtigt. Det er virkelig fedt at være i naturen og kunne klare sig selv uden alle de fancy hjælpemidler, vi har nu til dags. Vi kan og bruger selvfølgelig også nogle af de hjælpemidler, men man skal stadig klare sig på en anden måde.

Der er også mange, der synes, det er mærkeligt at tage på et spejderløb/natløb. Hvad er meningen med at gå rundt og løse nogle opgaver? Til det spørgsmål kan jeg kun sige, at det er sjovt, og at der med garanti er mange, som jeg kender, der ikke vil kunne klare det og måske give op halvvejs, hvor en spejder måske har mere udholdenhed og kan klare lidt mere end andre, fordi vi (måske) ved, hvordan vi skal gøre i de forskellige situationer.

Jeg kendte engang en pige, der sagde direkte til mig, at spejder ikke var sjovt, og imellem linjerne sagde, at det kun var for nørder. Jeg spurgte hende så, om hun selv havde gået til spejder, hvortil hun svarede, at det havde hun ikke. Der blev jeg så irriteret på hende, fordi hvordan kunne man overhovedet udtale sig om sådan noget, når man ikke selv havde gået til det og ved, hvordan det er. Jeg har ikke noget imod mennesker, der udtaler sig sådan om spejder, hvis de selv har prøvet det, men når man ligefrem begynder at kritisere det på den måde, og man ikke selv har gået til det, så kan jeg virkelig blive irriteret. Det irriterer mig mest, at andre ikke kan forstå, hvorfor jeg godt kan lide det, og de synes, det er nederen, når jeg bare nævner noget om eller omkring spejder.

I forhold til nogens meninger kan man sammenligne spejder med at lave sine lektier. ”Laver du virkelig alle dine lektier? No life” og ”nå, så du går til spejder? No life” .

Når jeg siger til andre, at jeg er spejder, har jeg næsten altid tanken i baghovedet om, hvad de nu tænker om mig. Er jeg lige pludselig ikke den samme som for to sekunder siden, bare fordi jeg har fortalt dem, at jeg er spejder?

Det oplevede jeg, for eksempel da jeg var i gang med at skrive mit essay. Der var nemlig, nogen der syntes, at det var mærkeligt og måske ikke et passende emne at skrive om i et essay. Jeg har også mødt en, der først ud fra at vide, at jeg var spejder, dømte mig som nørd, kikset og speciel på den dårlige måde, men da personen lærte mig at kende, fik hun et helt nyt og godt syn på, hvordan spejdere også kan være.

Jeg er blå spejder (Det Danske Spejderkorps) og har været det i 11 år. Det lyder som lang tid, og det er det for så vidt også, men jeg går stadig til det med et kæmpe smil. Hele min familie er også spejdere, bare ikke lige min far, men han har trods alt været det, da han var barn og teenager. Det bedste ved, at alle i familien er spejdere, er, at vi kan tage på spejderlejr sammen og dele store spejderoplevelser med hinanden, og at vi alle sammen har noget til fælles.

Grunden til, jeg startede til spejder, var nok, at mine forældre havde gået til det, og det derigennem ligesom trak lidt. Grunden til, at jeg stadig er spejder, er, fordi det fællesskab, der er imellem os spejdere, er vildt fedt. Vi hygger, har det sjovt, driller hinanden, og når vi sidder og hygger omkring aftenbålet, kan man virkelig mærke, hvor godt vi har det sammen, der kan næsten ikke findes ord nok til at forklare det med.

Det er også rigtig sjovt at tage mærker. Jeg elsker specielt at tage vandremærker, og jeg ved ikke rigtig hvorfor, men tror bare, at det der med at vandre langt lige er noget for mig. Det længste, jeg har gået, er 75 km på 24 timer inklusiv 6 timers søvn. Det er langt, men det er også en mega fed følelse, når man har gjort det. Man føler sig en smule uovervindelig og selvfølgelig også øm i benene.

Der er jo mange, der synes, at det er mærkeligt at gå til, de synes, det er kedeligt, og de vil ikke snakke om det, men når de står i et dilemma, kan de spørge om selv de simpleste ting, så som hvor nord, syd, øst og vest er. På en måde kan man godt føle sig en lille smule udnyttet, fordi de vil ikke rigtig høre på én, når man snakker om spejder, men når de så ikke kan finde ud af, hvor øst er, så bliver spejder lige pludselig interessant nok for dem.

Spejder kan også ses på en anden måde. Ligesom når mor og far lærer barnet at rydde op efter sig eller tømme skraldespanden, så kan spejder også være et godt grundlag for opdragelsen mm. Der er meget med samarbejde, pli over for andre, hvordan man klarer sig i naturen, venskaber og mange andre ting.

For 10 år siden var det meget in at gå til spejder, men den interesse har ligesom vist sig ikke at være så attraktiv mere. Nu er det mere fodbold og håndbold, der trækker mennesker til, og det er på sin vis meget ærgerligt. Men der vil altid være nogen, der stadig holder ved, og forbliver spejdere lang tid endnu.

Tillid er en farlig ting, der kan påvirke os på så mange forskellige måder. Den kan få os til at gøre dumme ting, som man senere tænker tilbage på og undrer sig over, hvorfor man dog kunne finde på at gøre det.

I vores samfund er tillid et af de mange fundamenter, som gør at vi ikke alle ender i forfald. Eksempler på denne tillid er ytringsfriheden. I vores land har vi valgt at have tillid til, at vores medmennesker ikke vil støde hinanden men kunne stå til ansvar for, hvordan de udtrykker deres egne meninger og holdninger.

Der er mange tilfælde i vores samfund, hvor man kan få lov til at gøre noget, for eksempel tage i en bilvask, selv hvis man har glemt sin pung, fordi ejeren har tillid til, at chaufføren vil køre hjem og hente sin pung, komme tilbage og betale eller betale dobbelt pris næste gang.

Det er til gengæld også her, hvor det begynder at gå galt i vores samfund, da vores medmennesker ikke er så gode, som vi har lyst til at tro. Der er folk i vores samfund, der misbruger vores ytringsfrihed, ved at bruge den som argument for, at de kan sige lige, hvad de har lyst til, og at det gør det ok, at de støder andre mennesker, som også er en del af deres samfund. Og de fleste chauffører, der får muligheden, ville bare køre af sted uden at overveje, at de muligvis har ødelagt bilvaskerens gode tillid. Det er den selviskhed, som kan forvandle vores tillidsfulde og tilgivende samfund i Danmark til et kontrolleret land, hvor halvdelen af ordbogen er bandlyst, da det kan sammensættes på en måde, hvorpå det støder minoriteter eller enkeltpersoner. Et Danmark, hvor man ikke har mulighed for at komme fra et sted, hvis man ikke har mulighed for at betale, og muligvis vil blive smidt i fængsel pga. en bagatel såsom at have glemt sin pung.

Vores tillid til hinanden er stor, ikke kun i vores eget land, men også i andres. Der har i meget lang tid været åbne grænser mellem Sverige og Danmark, men pga. de nylige episoder der har været ved Krudttønden og i Malmø, er der nu for første gang i lang tid blevet indført grænsekontrol imellem Sverige og Danmark. Den terror der har påvirket vores land, har ikke kun påvirket os ved at dræbe vores mennesker, men også ved at den har brudt den tillid, som vi har til hinanden. Folk der kan genkendes til at være af mellemøstlig herkomst, er nu blevet Danmarks eksempel på mangel på tillid, det er dem, der bliver tjekket på grænsekontrollen, ikke os med etnisk herkomst.

Et eksempel på dette var, da jeg tidligere i vinters skulle til Sverige og forbi grænsekontrollen, men jeg havde glemt mit pas på skolen. Min familie og jeg kørte uden og blev lukket lige igennem, højst sandsynligt fordi vi bare lignede normale danskere. Jeg synes ikke at man burde skærpe grænsekontrollen, men som det mindste kan man gøre den ligelig for alle, der skal bevæge sig mellem landene for ikke at støde dele af befolkningen. Det deler vores befolkning op, og der dannes borgerkrig mellem racerne i Danmark.

Vores tillid er splittet. Vi ved ikke længere hvem vi kan stole på, og hvem der vil forråde os for deres egen nytte. Hvis det eskalerer, vil Danmark ikke længere være, som det førhen har været. En af de største værdier som vores samfund er opbygget omkring, er på vej ud af vinduet.

Jeg ved ikke med resten af Danmark, men jeg har tillid til, at vi kan blive som vi førhen var. Hvor race ikke var et problem, og hvor man kunne stole på sine medmennesker, uden at være bange for at de forråder en.

Beatet. Rytmen. Tonen. Jeg kendte stemmen. Jeg kendte sangen. Endnu en gang blev jeg fanget og viklet ind i dets toner. Whitney Houston’s “Didn’t we almost have it all” spillede i kapellets gamle og brugte højtalere. Lyden af snøft og gråd rungede i den hvidmalede bygning og blev en del af mindet. Det var hans yndlingssang, samt min. Jeg voksede op med den spillende på farmors og farfars gamle pladespiller i det slidte kolonihavehus i Søborg. Det bedste sted at opholde sig i den ellers store farlige verden. Dengang var sangens sprog fremmed og teksten uforståelig, men jeg kunne nynne med, mens farfar vuggede mig i sine arme. Det var lige inden, han blev syg. I over ti år levede min farfar med sygdommen Alzheimers. Med tiden var det meste af hans hukommelse blevet taget fra ham, samt minderne med sin familie. Der sad vi så med vores knuste hjerter og tomme våde øjne. Mens alt andet syntes at bryde sammen foran mig, fortsatte musikken. Den forsvandt ikke. Jeg knugede farmors hånd, mens jeg sendte hende et følelsesladet blik. Hun kyssede blidt min hånd, hvorefter hun lukkede øjnene i og vuggede stille med til takten.

Hvad er der ved den? Denne melodiøse musik. Vellykket drager den os med ind i dets univers af lyd. Vi behøver musik. For nogle er musikken deres lidenskab og tro. De dedikerer deres liv til noget så smukt, at ikke engang ord behøves for at slå folk omkuld. Der er mange forskellige sprog i verden, men med musikken kan alle kommunikeres gennem ét universelt sprog For andre er musikken ren underholdning. Overalt kan den findes. Fra supermarkederne til turistbusserne i Københavns lange stræder og gader.

I nyhederne snakker man endda om, at musikken har taget overhånd. Den forfølger os. Jeg vil dog mene, at det er omvendt. Vi behøver musik. Ellers ville ingen jo bruge tid på det? Hovedtelefonerne bliver medbragt til enhver anledning. Måske for at komme af med tankerne, der fylder så meget. Musikken dunker højt i cyklisternes ører ude i det daglige travle liv. Høje beats kører rundt i hovedet på dem, og derfor er musikken et let offer at give skylden for trafikulykkerne. I USA fik rockbandet Marilyn Manson skylden for den frygt, der terroriserede rundt i samfundet. Deres eksistens og musikgenre spillede en stor rolle i nyhederne om skoleskyderiet i Columbine. Så når nyhederne skræmmer os, glemmer vi nogle gange alt det gode ved musikken. Løberne bruger det som motivation. Og om aftenen synger forældrene for børnene, når de skal puttes. På stadierne synges der med til landets nationalsang, og en stemning af overdreven stolthed opstår.

Musikken er også med til at binde os sammen. Ét fællesskab som består af flere forskelligheder. Der findes nemlig flere forskellige genrer. Musikkens genrer. Dem bruger vi til at beskrive musikken, men også til at klassificere “lytterne” i grupper. Mennesker og specielt unge har det med at anslå, hvordan folk er efter deres smag i musik. De såkaldte fordomme. Er man stor fan af heavy metal, kan man simpelthen lide ond musik. Det er stressende, rastløst, dystert og skræmmende, så hvorfor skulle personerne, der lytter til det, ikke også være det? Er man på den anden side mere til klassisk, er man sikkert kedelig og uinteressant. Det er det, vi gør. Putter folk i kasser efter musiksmag og regner med personligheden også passer ind. Musik er en måde at udtrykke sig på og kommunikere. Den er muligvis med til at fortælle noget om vores indre værdier, men fordommene må aftage, da det kun gør det sværere for os selv.

“Upassende”, er ordet mange nok ville sige, hvis der blev spillet heavy metal til en højtidelig begravelsesceremoni. En fest med klassisk musik ville også være kedelig. Men hvem har egentlig bestemt det?

Musik er følelser. Den er med til at afspejle vores humør samt stemningen omkring os. Mange af os har det med at lytte til musik for at blive stimuleret rent følelsesmæssigt. Sætter jeg en sang på, dannes der billeder i mit hoved af den lyd, der udsendes. Det er derfor vigtigt for mig at kunne spejle mig i det, jeg vælger at lytte til. Føler jeg mig ensom, sætter jeg noget højtråbende på, så følelsen overvindes på trods af min indre modstand. Det er det, musikken også kan. Mange kender sikkert det med at have en relation til en helt bestemt sang. Noget der vækker en indre følelse, som man måske egentlig helst vil gemme så langt væk som muligt.

“Didn’t we almost have it all”?

Ordene der kom ud af højtalerne var ikke retfærdige. Følelsen af at vi var på nippet til det såkaldte perfekte uden fejl eller mangler. Det var unfair. Jeg følte, at vi alle blev snydt, og sangen bekræftede mig i min overbevisning. Jeg så ikke alt det smukke. Blomster i alverdens farver kredsede rundt om den hvide kiste, og lysene lyste Kapellet op. Mange var mødt op for at sige farvel en sidste gang, og det gik op for mig, hvor mange der holdt af ham.

“Didn’t we have it all”?

Jeg udelukkede det ene ord, og så passede musikken bare bedre sammen. For vi havde jo det hele.

Hvis du kigger rundt mellem folk, i et klasseværelse, på stationen eller bare den familie der passerer dig på gaden. Du ser det måske ikke med det samme, men nogle gange kigger personerne dømmende på hinanden, ruller øjne, stirrer skarpt eller bare kigger nedladende. Det gør folk usikre på sig selv og tilværelsen. Jeg håber ikke, du ser det i det øjeblik, men desværre sker det, og det gør mange folk usikre. Ingen vil kigges sådan på, det er ubehageligt, og man begynder at tvivle på sig selv, for hvem vil ikke passe ind? Samfundet har desværre sine opfattelser af, hvad der er ”rigtigt” , og hvad der er ”forkert” , uanset hvad vi gør, vil kriterierne bare altid være der. Det var der i fortiden som for eksempel med, det var bedst at være tyk, da man så mest velhavende ud, og så skulle man være så bleg som muligt for at vise man ikke var arbejder, og skulle stå i solen hele tiden. Nu skal man være høj, slank, smuk, unik, sød, osv.

Ja, det er sejt at være modstander og gøre, hvad man selv vil, men det kræver rigtig meget mod, og det er desværre ikke alle der har det. Selvom kriterierne sætter mål for det enkelte individ, skader det mere end det gavner, da der er så mange, der prøver at opnå målet om at være perfekt, men mislykkes, og så går det først ned ad bakke. Det kan ende helt ud i, at folk tænker så grimt om sig selv, at de begynder at gøre skade på sig selv og blive indadvendt og dermed miste sit sociale liv. Det er en dårlig cyklus, som ingen har lyst til at være i.

Hvorfor man får de tanker? Man føler sig lille, irrelevant og ikke god nok. Men hvad er god nok overhovedet? Er det at have en flot krop, et klogt hoved, en masse venner? Jeg kunne blive ved. Har du nogensinde oplevet, ikke at ville sige noget højt i klassen, for måske ville de andre grine, hvis du sagde noget forkert? Det er en væmmelig følelse at have, at føle sig usikker. Ens mave snor sig sammen, man bliver tør i munden, og man er helt stille, og vil helst bare være usynlig, så ingen kan dømme dig. Hvorfor prøver vi så meget. Jeg tror, det er, fordi vi gerne vil accepteres og være gode nok. Accepteres af vores familie, vores omgangskreds og selv dem, som lige værdiger os et blik på gaden.

Dem, vi aldrig har snakket med før, kan betyde ligeså meget som dem, vi snakker med hver dag. Vi vil så gerne passe ind. Være den andre ser op til. Være lykkelig, for det er man jo, når man passer ind ikke? Det er jo egentlig latterligt. Hvorfor kan vi ikke være ligeglade? Jeg ville gerne være ligeglad, ville du ikke også? Det kræver mod og selvsikkerhed, og udtrykket at hvile i sig selv er en god beskrivelse. Mange unge har ikke erfaret nok i livet til at være det udtryk endnu, så de kæmper en hård kamp mod sig selv for at finde deres identitet. ”Man lærer af sine fejl”, det har jeg fået at vide gennem hele mit liv, af mine forældre, lærere og sågar også venner. For at opretholde den balance, der skal være, skal vi opleve lidt modgang for at få medgang.

Alle de dårlige tanker, som ingen kan høre, men som for en selv lyder som skingrende sirener, er forfærdelige at gå rundt med. Det fylder meget, især for folk der har selvværdsproblemer, dog har mange andre desværre også oplevet at være usikre. Usikre på sig selv, om det så er følelsesmæssigt, omhandlende andre og deres meninger eller om sig selv personligheds- og udseendemæssigt. Det er skræmmende, hvor meget det kan påvirke ens hverdag, og alt hvad man gør.

Størstedelen af skylden kan puttes på vores samfund og mediernes påvirkning på af især os unge, da det nærmest forventes, at vi skal leve op til alle idealerne og det perfekte. Hvem vil ikke opnå det? Men det er kun os selv, der bestemmer, om vi er gode nok eller ej.

Jeg synes, man skal stræbe efter mål og drømme, og yde sit bedste, så man kan være stolt af sig selv. Dog skal man ikke gå så meget op i det, at man kører sig selv fuldstændig i stykker og nedbryder sig selv.

Man har lov at være usikker, men man har også lov til at være selvsikker. Vi er ikke perfekte. Det er ingen. I stedet for at fokusere på det, der er negativt og skal ændres, så kan man altid se det fra den lyse side, og se hvor meget man kan i stedet. Det er en hård kamp, men ved eventuelt at give et kompliment til nogle af dine medmennesker, kan du gøre deres dag en hel del bedre, og også din egen.

Smil smitter, og desuden bruger du ikke nær så mange resurser på at være glad som på at være sur og trist.

For et par dage siden sad jeg i bilen med min mor. Vi havde lige været ude og handle. Mens vi så roligt sidder og griner over en eller anden sjov ting, min mor har sagt, afbryder hun med “Gud, se hvad klokken er. Du skal allerede afsted om en time” . Jeg kigger på klokken for lige at være sikker. Den er sgu god nok. “Man tror man har tid til alting, men det har man ikke. Tiden indhenter os simpelthen.” Det var derefter, at jeg kom til at tænke. For hvad er tid egentlig? Og hvad er mere dyrebart end tid?

Tid er en underlig, men fantastisk ting. Vi kan ikke være uden tid. Selvom det ikke er noget man tænker over, har det en kæmpe indflydelse på vores tilværelse. Hvis man ser bort fra, at vi faktisk ikke ville eksistere uden tid, så har tidsrammer og klokkeslag meget at sige i vores travle hverdag. Vi står op, højst sandsynligt på grund af en alarm vi har sat dagen før, og derefter gør vi os klar til at skulle nå toget til tiden. Vi må endelig ikke komme for sent. Hvert minut tæller. Og der er måske noget i det, min mor siger: At man tror, man har tid til alting, men pludselig er al tiden gået og man nåede ikke halvdelen af det, man regnede med. Det bliver også beskrevet i teksten ‘Tidens myte’. Det bliver forklaret, hvordan jo ældre man bliver, jo hurtigere føler man, at tiden går og ‘Jo mere man vil nå arbejdsliv og fritid, desto dårligere tid har man til det. Man bliver ædt af tiden.’. Det er en fantastisk sætning. For tiden æder os op. Vi mister og bruger for meget tid på at prøve for meget. Man kan også vende sætningen rundt og sige, at det er os, der æder tiden og ikke tiden, der æder os. For vi bruger det meste af vores tid på at nå arbejde, skole og fritid. Vi opbruger og nærmest æder tiden, ligesom tiden samtidig æder os.

På mange punkter minder jeg om min mor, men på endnu flere punkter er jeg en fuldkommen modsætning. Min far og jeg er nok mere ens, vi tager tingene, som de kommer. Vi har styr på tiden, når det gælder vigtige ting som f.eks. skole og arbejde, hvor derimod min mor altid stresser rundt en time før, fordi hun skal være der i god tid. Hun siger også altid, at min far og jeg har en mærkelig opfattelse af tiden. At vi altid tror, at vi har mere tid, end vi egentlig har. Selvom min mors opfattelse af tid for mig er lidt hysterisk og irriterende, kan jeg på samme måde godt se, at det også er godt at være i god tid. Det er bedre at være der for tidligt end at komme for sent. Jeg ville sige, at min mor er for opsat på at nå alting inden for et bestemt tidsrum. Jeg ved ikke hvorfor, men princippet i at skynde sig helt vildt ud af døren, for at indse at man har sat næsten en time af til en tur, der egentlig kun tager en halv time, irriterer mig. Hvorfor ikke bare tage det stille og roligt, men stadig komme til tiden. Prøve at få det bedste ud af hvert minut uden at se alt man skal som en tidsfælde. Prøv at tænk, hvis man var i stand til at gøre hver time til noget dyrebart, og føle man har brugt tiden fornuftigt. Ikke spilde tiden, men heller ikke æde den. Det må være en dyd at finde den smukke balance mellem begge og det er kun de færreste, der faktisk kan mestre dette. Hvis det overhovedet er muligt.

Som det bliver beskrevet i Augustins tekst ‘Tiden’, siger han, at vi alle forstår og ved, hvad tid er, men hvis nogen kommer og spørger, er man ude af stand til at forklare. Han siger også ‘Hvis intet tid gik forbi, var der ingen fortid, og hvis intet kom, var der ingen fremtid, og hvis intet var, så var der ingen nutid’. Jeg er fuldkommen enig.

For hvis intet skete eller kommer til at ske, ville nutiden heller ikke eksistere. Og hvis nutiden altid var nutiden og ikke blev til fortid, ville det ikke være tid, men evighed, som der også bliver skrevet i teksten. For hvis der ingen fortid eller fremtid var, ville vi kun være der, hvor vi er nu og intet mere ville ske. De tre tider fortid, nutid og fremtid forekommer hele tiden. Hvert et nyt sekund du oplever og sidder i lige nu, er nutid. Det, du lavede for 5 minutter siden, er fortid. Det, du skal til at gøre, er fremtid. Fortid er med til at skabe og påvirke nutiden, nutid skaber fremtid, som en dag vil blive nutid og senere til fortid. Tid ville ikke være uden nogen af de tre tider.

Det bedste jeg ved er at glemme tiden. Ikke på den måde, at man glemmer tiden og kommer for sent i skole, men at være i så godt selskab og have det så sjovt at man helt glemmer, hvad man ellers skal. Der er dog noget, som jeg ikke har forstået lige siden, jeg har været helt lille. Konceptet med at tiden flyver hurtigere, jo sjovere man har det. Hvis man keder sig eller ikke nyder det man laver, går tiden utroligt langsomt. Jeg synes det er uretfærdigt. Hvorfor skal de gode stunder føles så korte og de kedelige så lange? Selvom jeg på en måde synes, at det er uretfærdigt, så kan jeg også godt se det gode ved, at de gode stunder ikke altid varer for evigt. For hvis alt hele tiden var godt, ville vi slet ikke vide, hvad det gode var mere. De gode stunder forbliver gode, fordi de ikke varer evigt. Man kan også sammenligne det med ens livret. Man elsker at få den, men man elsker den endnu højere, fordi man ikke får den særligt ofte. Det er det, der gør den speciel. Det samme med de korte, men gode stunder. Det gør dem mere specielle.

Tid er som sagt en underlig ting, men den kan ikke beskrives eller forklares. Tiden er smuk, fantastisk, mystisk og uforudsigelig. Vi ved hvad fortiden har bragt, ingen ved hvad fremtiden bringer og nutiden er vi kun selv herre over. Komponisten Karl Aage Rasmussen har også sagt følgende: ‘Vi må finde os i at arkivere tidsoplevelsen i skuffen med ting vi ikke ved hvad er. At det ikke gør den ligegyldig, er indlysende, da den her kommer i selskab med andre vigtige, f.eks. kærligheden og døden.’

For vi ved ikke hvad tid er og vi finder nok aldrig helt ud af hvad det er. Vi lever i tiden, men vi er nødt til, som Karl Aage Rasmussen har sagt, at lægge tiden i skuffen med ting vi ikke ved hvad er. For tid kan ikke beskrives, den er bare.

“Pligt, løfte eller handlemåde som en person, institution el.lign. er retligt eller moralsk bundet af”. Citat: www.ordnet.dk

Vi forpligter os til ting hele tiden. Forpligtelser i familien, blandt vennerne, på skolen, på arbejdet, i samfundet, i Danmark, i verden. Alt er en stor forpligtelse. Folk der regner med os. Men er der i grunden for mange forpligtelser forbundet med livet som menneske i dag? Ingen tvivl om, at det er der.

Fra den dag vi bliver født, er vi forpligtet til et helt samfund og dets system. Vi er forpligtet til at gå i skole fra det år, vi fylder 6 år, til den dag vi forlader 9. Klasse. Undervisningspligt. Det er vi på papiret forpligtet til. Uden for papiret er vi forpligtet til at indgå et fællesskab med de andre i klassen. Alle dem vi omgås med til hverdag.

Søndag d. 7 august forpligtede jeg mig i et år til at indgå i et kæmpe fællesskab. En efterskole. Nye forbindelser, nye venner, nye rutiner. Det hele havde jeg sagt ja til, inden jeg startede. Det var egentlig ikke noget, jeg havde tænkt så meget over. Før jeg startede på efterskolen, var det eneste, jeg havde brug for, at få nye forbindelser og forpligtelser. Jeg havde brug for forandring i mit liv – at der skulle ske noget nyt. Og det fik jeg. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så mange forpligtelser samlet på et sted. Men det er lige præcis det, jeg elsker ved efterskole. At man har et kæmpe ansvar i forhold til de andre elever. Alle puslespilsbrikkerne skal være der, for at det store billede kan gå op. For at det overhovedet kan blive til noget. Nogle brikker er større end andre, men alle brikker er lige vigtige. Jeg er helt vild med det.

Så måske er det alligevel ikke så slemt med alle de forpligtelser. Måske er det med til at gøre vores liv interessant. Anderledes fra hinanden. Forskellige forpligtelser er lig med forskellige mennesker. Det at vi har et ansvar over for andre mennesker, er et spændende element i vores ellers så ensartede hverdag. Hvis vi allesammen bare gik rundt om os selv og var fuldstændig ligeglade med dem omkring os, ville vi, og hele samfundet, nok bryde fuldstændig sammen. Den danske velfærdsstat ville aldrig fungere, hvis vi ikke kunne forpligte os til staten og hinanden. Al industri ville bryde sammen, hvis der manglede et element, der pludselig havde besluttet sig for at stoppe med at forpligte sig.

Hvis hele verden en dag stoppede med at kunne forpligte sig til hinanden, tror jeg, at alt ville bryde sammen. De første par timer – måske dage, ville det nok være meget fedt. Som en dans på roser. Men efter et par dage, ville tornene fra rosernes grene, begynde at bore sine spidser ind i foden. Alle for alle. Alle for en. Alle for ingen. Alle mod alle. En verdensrevolution om en så lille, dog essentiel ting.

Man snakker så meget om alle de ting, vi i verden ikke har til fælles – men måske er forpligtelsen en af de ting vi har mest til fælles.

Er det så ikke også snart på tide, at vi i verden får øjnene op for, hvor vigtigt det er? En bunke af flygtninge banker på hos de lande, der danser på en lyserød sky. Og det eneste vi gør, er at smække døren lige i hovedet på dem. Men vi er jo allesammen mennesker. Har vi ikke de samme forpligtelser til en flygtning fra Syrien som vores nabo? Spørger man mig, er svaret klart og tydeligt. Selvfølgelig har vi det. Vi glemmer ofte blandt krig og had, at noget uforklarligt har sat mennesker på jorden, og at vi allesammen fra starten havde de samme muligheder og rettigheder til at være, hvor vi ville. Jeg ved godt, at økonomien i de forskellige lande ikke kan holde til alle flygtningene, men for mig er det værd at forsøge at finde en løsning, der inkluderer alle.

Det er den vigtigste forpligtelse vi har som mennesker.

Jeg står foran spejlet stærkt optaget af at betragte bulerne, strækmærkerne og alle de områder, som jeg altid har væmmedes ved. Jeg er frustreret. Min puls stiger, og jeg får svedige håndflader. Jeg får lyst til at skrige. Højt. Så højt at smerten inden i forsvinder. Mit hoved bliver fyldt med negative tanker. Det er som en bølge af negativitet, som kraftigt strømmer ind over mig. Jeg bliver væltet omkuld og synker langsomt mod bunden. Jeg skriger om hjælp, men ingen kan høre mig. Jeg er helt alene. Jeg prøver ihærdigt at komme op, men jeg er fanget. Fanget af de negative tanker og fanget i en verden, hvor jeg ikke vil kunne acceptere mig selv, for den jeg er.

Vi bliver hver dag påvirket af medierne. Vi bliver påvirket af, hvordan andre mennesker ser ud, hvordan deres livsstil er, om de har en dyr tøjstil, eller om de lever lykkeligere end en selv. Vi sammenligner hele tiden os selv med andre mennesker på fx. Instagram for at kunne finde ’fejlene’ ved os selv. Netop det medie afspejler kun det perfekte, og det er med til at skabe, at vi får negative tanker som gør, at vi skal have noget at være utilfredse med. Vi er aldrig 100% tilfredse med, hvem vi er. På internettet fremstår de flestes liv som ’perfekte’. De lever det ideale liv, hvor man har en veltrænet krop, en dyr livsstil og er lykkelig hele tiden, men det er de færreste mennesker, som har det sådan, som man ifølge idealerne skal have for at være et ordenligt og acceptabelt menneske. Der gemmer sig meget bag facaden, og næsten alle mennesker har noget, de kæmper med. De viser det bare ikke, for det ville jo være med til at ødelægge glansbilledet af, hvordan det ”perfekte” menneske egentligt er.

Du kan som menneske synke så langt ned, at det er umuligt for dig at komme op. Du kan være lænket fast til bunden, og den eneste mulighed er, at du skal have en hjælpende hånd for at kunne komme op og væk fra det helvede, du er fanget i. Nogle mennesker laver psykisk terror på sig selv. De kan være ramt af angst, en spiseforstyrrelse, depression eller en anden sygdom, som gør, at de hver dag kæmper for at kunne blive raske. Det er en livslang kamp, som kan være enormt svær at overvinde, da man skal være sin egen modstander. Det en kamp, man bliver nødt til at tage, da det vil kunne koste én livet i sidste ende.

Jeg har haft nogle svære tider i mit liv. Jeg har været nede og skrabe bunden en del gange. Jeg har været en meget usikker pige uden så meget selvtillid. Jeg har brugt flere timer foran spejlet, og mit eneste fokus har været mine ’fejl’. Jeg har fokuseret på, at jeg ikke var god nok, og at jeg helt sikkert ikke passede ind i mængden. Men jeg indså, at jeg tog fejl. Jeg tvang mig selv til at se op, og mine forgrædte øjne blev mødt af en masse hjælpende hænder. En masse hænder, som var villige til at hjælpe mig på rette vej. Jeg indså, at jeg havde et problem. Et problem jeg ikke ville være i stand til at kunne løse på egen hånd. Jeg kom derfor i behandling. Jeg kom ind i en verden af fuld psykologi, terapi og sundhed. De hjalp mig væk fra det helvede, jeg selv havde skabt. De lærte mig, at man skal elske og acceptere, hvem man er.

Jeg lærte at komme væk fra den usikre bund, hvor jeg hele tiden sank længere og længere ned. Jeg kom op til overfladen og indså, hvor skidt jeg havde det med mig selv, og hvordan jeg egentligt behandlede mig selv, da jeg havde det dårligst.

Jeg har nu lært at værdsætte, hvem jeg er, og ikke kun fokusere på alle mine fejl, men jeg har valgt at se på dem som en del af mig, og det er dem, som er med til at gøre mig til den, jeg er. Hende Caroline, jeg er så stolt af.

Jeg står nu og kigger i spejlet, og det eneste jeg ser er en smilende pige, som har så meget at byde på, og hun vil ikke lade nogen eller noget stå i vejen for hende. Hun udstråler selvtillid, og hun vil aldrig ramme bunden igen. Jeg vil aldrig ramme bunden igen.

Aldrig nogensinde!

Elsk dig selv for den, du er.

Den første kuffert, jeg pakkede helt selv, var lyserød. Jeg husker tydeligt hvordan plastikken med det regnbuefarvede glimmer glitrede i solens stråler, da den lille kuffert blev lagt i baggagerummet på den sorte Skoda, som inden for en time ville drage sydpå for senere at ramme Frankrig.

Den lille lyserøde kuffert var tæt pakket med alverdens ting. Tre bamser, 12 tuscher, der alle næsten virkede, et armbåndsur, hvis batteri for længst var dødt, fire hårelastikker og alverdens andre fuldkommen nytteløse ting, som jeg ikke brugte på hele ferien, men som dog stadig var vigtige at få med, hvis man nu lige pludselig skulle bruge dem.

Siden da har jeg pakket min kuffert så mange gange, at jeg ikke længere har en ide om, hvilken anledning jeg har pakket til, og hvor jeg skulle hen.

Kufferten er den første, jeg tænker på, når ordet bagage bliver nævnt. Men bagage er mange ting. Bagage kan også være, hvad folk har med sig i bagagen. Hvad der er sket for den enkelte person i deres liv. De handlinger, oplevelser og minder, som har været med til at forme og skabe deres liv på nøjagtig den måde, som gør, at de står her med det liv, de har.

Jeg mener personligt, at ens fortid er ens egen. Hvis man har lavet noget, man ikke er stolt af, noget man skammer sig over, så skal man have lov til at pakke dem væk bagerst i kufferten, eller måske endda smide dem ud, og aldrig have dem med mere.

Men det er også disse oplevelser, som vi måske gerne ville lade ligge, der fortæller mest om, hvem vi er, og hvorfor vi handler, som vi gør.

For mig kan personlig bagage være bestemte minder eller oplevelser. Min egen består nok mest af helt bestemte minder. Ikke altid bestemte hændelser.

Lige så ofte er de ting bare en duft, en følelse, et bestemt lys eller en farve. Fælles for det hele er, at det alt sammen er noget, som jeg har været glad for, rørt over eller noget, som har gjort indtryk på mig på en eller anden måde. Ting, som jeg har besluttet mig for aldrig at glemme, og ting som jeg aldrig kan glemme.

Man kan sammenligne med kufferten og dens indhold. Der er mange forskellige måder at pakke på. Nogle pakker for lidt, mens andre pakker for meget. De, der pakker for meget, ender altid med at slæbe sig halvt ihjel på grund af overvægt af nytteløse ting.

Det samme gælder for de ting, man vælger at huske gennem sit liv. Hvis man husker alle de gange, man har gjort noget forkert, eller alle de gange, der er sket pinlige, akavede eller ligegyldige ubehagelige ting, så kommer man nemt til at skamme sig over ting, som ingen andre end en selv husker.

Derimod er det heller ikke en fordel at pakke for lidt. Pakker du for lidt, kommer du til at mangle de ting, du har brug for.

Hvis man glemmer alle de små ting, som gentagne gange har højnet ens humør, så er det de ting, man kommer til at mangle den dag, humøret roder rundt nede på bunden.

Dog er der altid muligheden, at hvis ens kuffert mangler plads, kan man smide den gamle, halvulækre, tunge sweater ud, og hvis tandbørsten mangler, kan man anskaffe sig en ny.

Som sagt har jeg tidligere haft tendens til at pakke for meget.

I dag stiler jeg efter at pakke lige præcis hvad jeg har brug for at have med, og så lade alt det unødvendige ligge derhjemme.

Det var grænsen, hvor er hun bare røvirriterende. Jeg kiggede ud af vinduet, på de mange træer der susede forbi.

En teenager er en person i alderen 13 til 19 år. Udtrykket stammer fra engelsk hvor netop tallene fra 13 til 19 ender på “teen”. Teenagealderen er kendt som værende meget problematisk mellem teenager og forældre (fra W.)

Hvem er det der smækker med dørene? Hvem er det der har dårlig hørelse? Hvem er det der kan sove hele dagen? Hvem er det der bor som hulemænd i dynger af beskidt tøj?

Rigtigt: Teenagere.

Jeg har altid fået at vide, at når jeg engang blev teenager, så ville jeg blive hurtigt sur, irriteret og smække med dørene, når jeg var utilfreds. Det så jeg i film og fik fortalt, så det måtte jo være sandt. Man tror jo på alt hvad man ser og hører som lille. Alligevel har jeg altid tænkt at sådan bliver jeg i hvert fald ikke. Mors og fars lille søde artige Ida.

Der var helt stille i bilen, den eneste larm var en brummen, når mor skiftede gear. Hun havde fornærmet mig godt og grundigt.

Nu, hvor jeg tænker mig om, så er jeg egentlig ret god til at blive irriteret. Især på mine forældre. Et problematisk forhold vil jeg dog ikke sige, vi har. Det er bare dem, der ikke forstår. Smækker med dørene og råber og skriger, sker dog ikke så tit, jeg bliver bare vildt irriteret og diskuterer.

Vi har jo også meget at tænke på. Os teenagere. Vores hjerner koger af nye indtryk og meninger. Det er ikke kun vores værelser der roder, det er også oppe i knolden, og vi ved godt at der skal ryddes op…. meeen så ringer veninden eller så er der lige noget godt i fjernsynet.

Vi skal tage så mange nye valg i forhold til venner, fremtid, kærlighed og identitet. Vi eksperimenter med scorereplikker, alkohol og prøver at være en del af fællesskabet. Det kan godt være ret udmattende. Det synes jeg i hvertfald.

I alt dette hurlumhej går det galt for mig engang imellem, og det går ud over mine forældre og min omgangskreds. Jeg er ikke sikker på, hvad de gør galt.

De gør måske ikke så meget galt faktisk. De er bare i vejen, som myg på en varm sommerdag, så irriterende, ødelægger den gode stemning. De smider nogle gange den sidste dråbe, der skal til, for at glasset flyder over. De kunne måske sige det samme om deres teenageunger…. Det kunne mine forældre i hvert fald.

Nu havde vi snart siddet i fuldkommen stilhed i en halv time. Undskyld, får hun mig ikke til at sige, så hellere sidde i tavshed og stirre på de forbipasserende træer.

Bitte små ting kan gøre øjnene røde og ordene spydige; at jeg har glemt noget og derpå bebrejder mine forældre, hvis de synes jeg skal noget som ikke lige passer mig og mine egne planer, hvis de er vildt pinlige eller hvis de ikke vil give mig ret i en diskussion. Når jeg nu pludselig ikke altid følger deres regler, beslutninger og holdninger, men har fået mine egne, så disker de op med ”dengang-far/mor-var-ung” og ”hvorfor-kan-du-aldrig…” snak. Det er ikke ligefrem motivation.

Min mor slap gearstangen, gav mig et lille dask på låret. Et diskret smil. Stemningen var anderledes.

Det er ret synd for de hjælpeløse forældre, der nogle gange bare ikke kan gøre noget rigtigt. Efter et irritationsflip på de røvirriterende forældre har jeg tit en ret dårlig smag i munden. De fortjener virkelig et stort klap på skulderen, for at kunne holde mig ud, selvom jeg nogle gange synes, at det er dem der er svære at holde ud. Men de forældre har da selv været teenagere på et tidspunkt så de burde da kende til følelsen af ikke at blive forstået. Alligevel forstår de ikke en rygende fis af hvad der foregår-overhovedet. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at efter den her såkaldte ”teen” periode, er de nok ikke så irriterende og pinlige mere.

Men for lige nu prøver jeg bare at holde igen med de spydige kommentarer. Det går også lidt nemmere efter at jeg er kommet på efterskole. På efterskolen går man ikke op og ned af dem hele tiden ligesom derhjemme, og så sker det faktisk engang imellem at jeg savner de røvirriterende, pinlige og afskyelige forældre.

22 svar til “14 fantastiske essays – ”A work in progress””

Fantastisk godt essay!!!!

Her sidder en dansklærer i 10 klasse og søger efter gode essays til min klasse her på nettet. Jeg har tilladt mig at de skal læse : at lade sig svæve med. Håber dette er i orden med jer?

Ja I skal være meget velkommen. Hilsen Rasmus.

Hej Rasmus Jeg sidder her og skal til dansk-eksamen på seminariet, og synes “spejder” kunne være et godt eksempel på hvordan fiktion/non-fiktion anvendes i et essay. Hvordan genrene ligger kommer tæt op af hinanden. Må jeg bruge det til min eksamen? Mvh Anna

Ja du må meget gerne bruge det. Held og lykke.

jeg havet håber på at nogen af de havet med noget at kæmpe for.

Hej Rasmus Jeg har lavet et skriveforløb om essays. De 14 essays her er virkelig gode. Jeg håber det er ok, at jeg bruger dem som inspiration.

Hej Ane. Du skal være velkommen. Hilsen Rasmus.

Hej Rasmus. Hvilken essay vil du anbefale er den bedste at analysere? Jeg står og mangler en god essay at analysere til en opgave

hm. jeg tænker du skal vælge det essay du synes bedst om. Det er svært at sige. God fornøjelse.

hej rasmus, jeg skal til dansk eksamen og jeg skal fremlægge om moderne ungdomslitteratur. hvilke essay anbefaler du mig fra de 14 essay?

Hej Karoline. Tak for din besked. Det er svært at svare på. Jeg synes du skal vælge det essay som er mest interessant for dig. Hilsen Rasmus.

Imponerende samling! Tak fordi I udgiver dem 🙂

Hjemfølelse Hvem er den uheldige nummer 3? Livets værdier Stars can’t shine without darkness Ansigtet er et vindue til sjælen Spejder Tillid At lade sig svæve med Usikkerheden tager over Tidsoplevelsens Ubeskrivelighed Forpligtelse Det ’perfekte’ menneske Bagage Røvirriterende

bare lige for at gøre det kort

Hej. Virkelig gode essays. Må jeg bruge dem som inspiration og eksempler til min klasse? Mvh Anita Vonk

Ja det må du gerne. Hilsen Rasmus.

fik meget inspiration fra “Røvirriterende” og fik 12! 1000 tak for gode essays og god inspiration.

Hej. Jeg ville høre, hvornår essayet “Usikkerheden tager over” er skrevet. Altså årstal (må også gerne være en specifik dato) 🙂

– Ana

Hej Ana. Den specikke dato kender jeg desværre ikke, men du kan se hvornår blogindlægget er blevet offentliggjort. Hilsen Rasmus.

Hej. Jeg ville meget gerne vælge teksten “Det perfekte menneske” som min tekst til dansk eksamen i folkeskolen. Jeg undrer bare lidt over, hvorfor essayen ikke indeholder retoriske spørgsmål og lidt mere generel refleksion. Så mit spørgsmål lyder bare, er det stadig en essay selvom den ikke indeholder nogle af de typiske sproglige virkemidler? Den har selvfølgelig det personlige engagement og oplevelser, men der virker ikke til at være særligt meget generel refleksion.

Goddag. Det er meget fint at se hvordan de unge mennesker, kan skrive et æsay så frit, fyldt med tanker og refleksioner. Jeg har selv læst dem over 12 gange. Min søde plejerhjælper printer dem ud til mig, da jeg bor på plejehjem og ikke har andet at lave. Jeg er en 86-årig dame og klar til at gud tager mig. De her æsays giver mig en ide om hvad de unge går og tænker. Især det æsay der hedder At lade sig svæve med, minder mig om da min kære mand Poul gik bort.❤️

2650 OH YEAH MAN JERES ESSAYS ER

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kommentar *

På SGE sammensættes dit ophold af linjefag, valgfag og boglig undervisning. Sådan vælger du linjefag og valgfag .

Desuden har du fællesgymnastik og drenge- eller pigegymnastik. Alle elever deltager i opvisningen .

Hver årgang kommer på en obligatoriske skitur og linjefagstur . Vi glæder os til at se dig!

Har du spørgsmål?

Vi vægter både de boglige og de idrætslige fag højt. Vi har desuden stor fokus på gymnastik, som bruges til at forbedre dig i mange andre fag. Hvis du ikke har fundet svar på alle dine spørgsmål, så har vi lavet en  FAQ , hvor du kan finde svar på de mest normale spørgsmål…

Spændende arrangementer

Der er altid fuld fart på SGE. I løbet af året har vi mange spændende arrangementer for både børn og voksne.

Se alle arrangementerne i årskalenderen .

Vi søger en køkkenleder  

11. marts 2024

Generalforsamling

5. marts 2024

Menuplan for marts 2024

4. marts 2024

Kosten har stor betydning, mens du går på efterskole

7. februar 2024

Hvordan får vi efterskoleeleverne tilbage i foreningerne?

Ud på ski – Vi booster det store fællesskab!

25. januar 2024

Hvordan ser et efterskole-skema ud?

9. september 2023

Pakkeliste til efterskole

9. juni 2023

Menuplan for februar 2024

Menuplan for januar 2024

20. december 2023

Menuplan for december 2023

28. november 2023

Essay on Sense Of Humor

Students are often asked to write an essay on Sense Of Humor in their schools and colleges. And if you’re also looking for the same, we have created 100-word, 250-word, and 500-word essays on the topic.

Let’s take a look…

100 Words Essay on Sense Of Humor

What is sense of humor.

A sense of humor is when someone finds things funny. It’s like having a built-in play area in your mind where jokes and laughter live. Everyone has their own style of humor, from giggling at silly jokes to enjoying clever word play.

Why Humor Matters

Humor is important because it makes life more fun. It helps us feel good when we’re sad and can turn a boring day into a great one. Laughing with friends makes us feel closer to them and builds happy memories.

Types of Humor

There are many types of humor. Some people laugh at slapstick, like someone slipping on a banana peel. Others prefer jokes or puns. What makes you laugh might be different from your friend, and that’s okay.

Humor and Health

Laughing is not just fun; it’s healthy too. It can help your body fight off sickness and makes your heart strong. When you laugh a lot, you feel less stressed and sleep better, which is great for your health.

Learning to Laugh

If you want to have a better sense of humor, try to see the funny side of everyday things. Share jokes with friends, watch funny shows, and don’t be afraid to laugh at yourself sometimes. It makes life more enjoyable.

250 Words Essay on Sense Of Humor

A sense of humor is the ability to find things funny, to enjoy a joke or to make others laugh. It’s like a secret tool that can make hard things seem a bit easier. Just like everyone has different tastes in food or music, what people find funny can be different too.

Why is it Important?

Having a sense of humor is important because it helps us to not take life too seriously. It can make us feel happy and help us to get along with other people. When we laugh, our body feels good and it can even keep us healthy. It’s like a natural medicine that doesn’t cost anything!

There are many types of humor. Some people love telling jokes or funny stories. Others might enjoy playing harmless pranks. Then there are those who find humor in everyday life, like laughing at a silly mistake. All these ways of laughing help to add fun to our lives.

Humor is Sharing

Sharing a laugh with someone is like giving them a small gift. It can make friendships stronger and help us to make new friends. When we share a funny moment, it’s like we’re saying, “I’m happy to be with you.”

Using Humor Wisely

It’s great to have a sense of humor, but it’s also important to use it in a kind way. Making fun of someone or hurting their feelings with a joke is not okay. Good humor is about making everyone feel good, not just ourselves.

In conclusion, a sense of humor is a special part of being human. It brings joy, helps us connect with others, and can make the tough parts of life a little lighter. So, keep laughing and sharing those smiles!

500 Words Essay on Sense Of Humor

What is a sense of humor.

A sense of humor is the ability to understand, enjoy, or create things that make people laugh or feel amused. Imagine it as a special skill that lets you see the funny side of life. Just like some people are good at sports or drawing, others are really good at making people giggle with jokes or funny stories. Having a sense of humor is like having a friend inside you that helps you see the lighter side of things, even when you’re having a bad day.

Why is Humor Important?

Humor is super important because it makes life more fun. When you laugh, your body feels good, and you forget your worries for a while. It’s like a happy pill, with no bad side effects! Laughing with friends or family can make you feel closer to them. It’s like sharing a secret language that only you understand. Plus, being funny can make you popular at school and help you make new friends.

There are many types of humor, just like there are many flavors of ice cream. Some people like jokes that play with words, called puns. Others enjoy stories with funny twists, known as slapstick humor, where people trip or bump into things in a silly way. Then there’s sarcasm, which is when you say the opposite of what you mean to be funny, but be careful – not everyone gets sarcasm, and it can sometimes hurt feelings.

Being Funny with Respect

Being funny is awesome, but it’s important to remember that jokes should never be mean or hurtful. Always think about how your joke might make someone else feel. It’s not funny to make fun of others or laugh at someone’s trouble. Good humor is when everyone is laughing together, not at someone else’s cost.

Humor Helps in Tough Times

Sometimes life can be hard, like when you have a lot of homework or you’re not feeling well. That’s when humor can be a superhero. It can lift your spirits and give you the strength to face challenges. Even in sad times, a small joke or a funny movie can make you feel a little better. It’s like a ray of sunshine on a cloudy day.

How to Improve Your Sense of Humor

If you want to be funnier, you can start by watching comedies or reading funny books. Pay attention to what makes you laugh and try to share that with others. Practice telling jokes and funny stories. Remember, timing is key – sometimes, it’s not just what you say, but when you say it that makes it funny. And don’t be afraid to laugh at yourself sometimes. It shows you’re comfortable with who you are, and that’s a funny and confident way to live.

Having a sense of humor is like having a magic key that can open doors to joy and friendship. It makes you feel good, helps you get through tough times, and brings people together. So, keep laughing, keep sharing jokes, and remember to always be kind with your humor. That way, you’ll spread smiles everywhere you go, and isn’t that a wonderful thing to be able to do?

That’s it! I hope the essay helped you.

If you’re looking for more, here are essays on other interesting topics:

• Essay on Serial Killers
• Essay on Hobby Drawing
• Essay on Hobby Football

Apart from these, you can look at all the essays by clicking here .

Happy studying!

Leave a Reply Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Save my name, email, and website in this browser for the next time I comment.

• Universitet
• Du har ingen helt nye emner endnu.
• Du har endnu ikke nogen kurser.
• Du har endnu ikke nogen bøger.
• Du har endnu ingen Studielister.
• Oplysninger
• Spørg Stuwie

Essay - Ik brug den

Gymnasie - a niveau, gymnasiet hhx ringkøbing - ringkøbing, anbefalet til dig, kommentarer, studerende så også.

• DET Fluviale Landskab - Notes about the text.
• Bjergarters densitet - Notes about community.
• Geografi - klima - Class notes about climate.
• English Pangma la
• 10 spørgsmål afsætning
• Jysk - opgave om virksomheden jysk.

Andre relaterede dokumenter

• Årsprøve årgang 2 Tietgen 10. juni 2022
• Noter kap 31 kutlurelle forhold
• Noter kap 30 landeanalyse afsætning
• Kernestofområder afsætning
• UK inequality is deeper than you think
• Holy Thursday poem by William Blake

Forhåndsvisning af tekst

Opgavebeskrivelse.

Skriv et essay om litteratur og kunst, der sætter samfundsproblemer til debat. Inddrag tekstgrundlaget og andre eksempler på litteratur og kunst, der forholder sig til samfundsmæssige konflikter.

Tekstgrundlag:

Tekst 4: Erik Henningsen: ”En såret arbejder”. Oliemaleri, 131,5 x 187 cm., 1895. (Bilag 1)

Tekst 5: Ulla Nicolai: ”Kvinde, kend dit eget værd”. Sangtekst trykt i tidsskriftet Kvinder, april/maj 1976. (Bilag 2)

Tekst 6: Theis Ørntoft: Titelløst digt digtsamlingen Digte 2014, 2014. (Bilag 3)

Essay I et essay skal du skrive om og reflektere over et emne på en undersøgende og nuanceret måde. Din fremstilling skal indeholde både konkrete eksempler og betragtninger på et højere abstraktionsniveau.

Dit essay skal være kendetegnet ved en klar kompositorisk idé samt en selvstændig og sproglig bevidst stil.

I dit essay skal du anvende relevant danskfaglig viden og forholde dig til væsentlige elementer i tekstgrundlaget.

I dette essay vil jeg gå i dybden med kvindernes kamp igennem tidens løb, og formulere en diskussion om det vel oplagte emne, kvinders kamp i historien. Emnet og dens aktualitet skriger budskabet af hvordan vi mænd står i blokade ved denne såkaldte kamp og den dagligdags gå på mod, som vrider kvindernes opfattelse af jegets indespærret fængsel.

”Kvinde kend dit eget værd, kvinde rejs dig op og lær, vi må gøre det vi ikke gør hver dag, kvinde sørg for at det sker!” [CITATION Ull76 \l 1030 ]

Dette tekststykke som er skrevet af Ulla Nicolai, har tendenser og vellykket viljestyrke gemt i sig, der enhver uintelligent person kan fortolke og se, er rettet mod hunkønnet. Sangteksten som er skrevet i 1975, er gennemblødt i kvinde- jegets syn på, hvor skrækslagende og bedragerisk, hunkønnet følte sig imod hankønnets dominans og kongelighed hans placering var i hjemmet historisk set. Dette historiske problem har sat splid i nutiden syn på modpartens værdi og krigen er nu blevet til hvem, der kan dominere mest i det aktuelle samfund. Denne feministiske udvikling, er begyndt med et fornuftigt grundlag. Nu handler det bare om hvem der kan træde på hinanden mest. Hvad definitionen af en kvinde? Hvis du spørger en i dag, svare vedkommen nok, at det er, hvad du definerer dig som, men hvis du spurgte en for bare tyve år siden, vil den vedkommende nok svare, det er en person, med bryster og en tissekone og hvis vi går tilbage til romantikken, var kvinden en husmor, der blev i hjemmet og blev kommanderet af sin mand. Denne samfundskonflikt, har taget en abstrakt drejning igennem tidernes morgen.

Kvindernes foragt, har kørt debatten, helt til det snævreste og mændenes tur til at smage på kagen. Aldrig har mændene været så undertrykt i en verden, hvor mændene oprindelig er skabt til at beskytte og forsørge. Nu skifter

KVINDE, KEND DIT EGET VÆRD

Ulla Nicolai 1 Igår var du fyldt med komplekser og angst du følte du ikke slog til du var bange for spørgsmål for handling for brud du tænkte: hvad er det jeg vil? Kvinde kend dit eget værd kvinde rejs dig op og lær vi må gøre det vi ikke gør hver dag kvinde sørg for at det sker!

2 Igår var du splittet af mistro og håb du tabte al din kraft på din gråd du stod alene med hele din tvivl hvor kunne du hente et råd Kvinde kend dit eget værd kvinde rejs dig op og lær vi må gøre det vi ikke gør hver dag kvinde sørg for at det sker! 3 Du søgte din viden i mændenes kreds forsøgte at gøre som de blev skræmt af en aggressiv voldelig form af albuernes galleri Kvinde kend dit eget værd kvinde rejs dig op og lær vi må gøre det vi ikke gør hver dag kvinde sørg for at det sker! 4 Overalt står kvinder med samme problem det har knust og slået ihjel vi har brug for hinanden, nedbryd din bås til kamp for at blive dig selv Kvinde kend dit eget værd kvinde rejs dig op og lær vi må sammen slås mod frygt og nederlag vi må gøre det vi ikke tør hver dag kvinde sørg for at det sker!

Af: Digte 2014

Emne : Afsætning

• Opdag mere fra: Afsætning Gymnasie - A Niveau Grad: 3 854   Dokumenter Gå til kurset
• Mere fra: Afsætning Gymnasie - A Niveau Grad: 3 854   Dokumenter Gå til kurset
• 7 Caseopgave Joe & The Juice afsætning Afsætning 100% (10)

5 af 5 stjerner

Hvad tror jeg på | Dansk Essay

• Uddannelse: STX

Karakter: 10 tal

Indledning ”Vi skal alle sammen tro på det samme” er der mange som mener, men hvorfor skal vi det? Hvorfor må man ikke bare tro på det man har lyst til? Tro er et meget bredt ord, men alligevel noget som vi alle bærer med os, vi tror alle sammen på noget. Fra julemanden til at et spaghettimonster hærsker over kloden.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag Det at jeg ikke tror på nogen form for religion vil nok få mange til at krumme tæer og ryste på hovedet, for hvorfor overhovedet ikke tro på noget? Især dem som dyrker deres religion på højt niveau ville slet ikke kunne forstå at religion slet ikke er en del af min hverdag. Hvorfor er det altid dem som virkelig tror på noget som skal dømme os andre for ikke at tro på noget? Er det fordi de bliver dømt for at tro så meget på noget? Vender de den så rundt og siger ”jamen hvorfor tror i slet ikke på noget?”

Få adgang til dette dokument og over 27.000 hjælpemidler

Der trækkes 39 kr. hver 30. dag

• 10 downloads pr måned
• Adgang til dette dokument
• Ingen binding
• Let at opsige
• Fornyes automatisk

Der trækkes 49 kr. hver 30. dag

• 30 downloads pr måned

Gratis adgang

• Anonymt og sikkert
• Normal ventetid under 24 timer
• Minimum 10 eller 12-tal

5 af 5 stjerner - 1 anmeldelser

Brugernes bedømmelser

5 af 5 stjerner - Verficeret

17. January 2023

Skriv din egen anmeldelse

Skriv et svar annuller svar.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kommentar *

Gem mit navn, mail og websted i denne browser til næste gang jeg kommenterer.

Bedømmelse * 1 2 3 4 5

Relaterede produkter

Dansk - STX

Hvad tror du jeg tror | Analyse…

0 af 5 stjerner

Dansk - HHX

Sociale medier Jeg er på, altså er…

Jeg er på, altså er jeg |…

Jeg er på altså er jeg og…

’’Jeg er en af dem, der tror,…

Dansk - HTX

Jeg tror | Noter Kronik

Jeg er en af dem, der tror,…

Jeg kan godt lide coronavirussen. Er jeg…

Karakter: Karakter ikke angivet

Er du så unik, som du går…

Vi tror alle på noget forskelligt |…

"Nå, nok om mig, hvad med dig;…

Karakter: 12 tal

Nå, nok om mig, hvad med dig…

Login for at få adgang til vores univers

Glemt adgangskode?

Opret en gratis bruger

Opret en gratis bruger for at få adgang til vores univers

Upload en opgave

Din opgave vil blive gennemlæst og kvalitetstjekket, før den godkendes. - Opgaven bliver normalt tjekket indenfor 24 timer (OBS! Forvent længere ventetid i weeekenden) . - Din indsendte opgave vil forblive anonym.

Opret bruger for at uploade din opgave

Tak for din indsendelse

Du får normalt svar inden for 24 timer. Svaret sendes på mail

Din opgave er nu klar

Du kan downloade opgaven